fredag, november 24, 2006

Er det far eller mor, der er vigtig for sprogindlæring?

I forrige nyhedsbrev fra Lingvistik omtales denne undersøgelse af fars betydning for børns sprogindlæring.

Far er vigtig for at udvikle børns sprog

Viderebragt af Charlotte
Af Niels-Bjørn Albinus
08-11-06:
Det er vigtigere, at far har et rigt og varieret sprog, end at mor har det. Det er nemlig faderens ordforråd, som har størst indflydelse på barnets sprogudvikling. Det hævder de amerikanske forskere bag en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Journal of Applied Developmental Psychology.
Forskerne filmede et større antal to-årige børn, mens de legede hjemme med deres forældre. I samtlige tilfælde var det familier, hvor begge forældre var udearbejdende. Forskerne bedømte, hvordan forældrene talte med deres børn, bl.a. ud fra det ordforråd, de anvendte, hvor mange spørgsmål, de stillede til barnet, og hvilken sværhedsgrad spørgsmålene havde.
Undersøgelsen viste, at hvis faderen brugte et stort ordforråd påvirkede det barnets sproglige udvikling. De børn, hvis fædre brugte et varieret ordforråd, klarede sig bedre ved sprogtest et år senere. Det spillede derimod ingen rolle, om moderen havde et stort ordforråd. Moderens sprog havde ifølge undersøgelse ingen effekt på barnets sproglige udvikling.
Forskerne konstaterer, at kun få studier har forsøgt at undersøge, om forældrene har lige stor betydning for barnets sprogudvikling. Denne undersøgelse viser betydningen af, at fædrene deltager i deres børns sprogudvikling, mener forskerne.
Journal of Applied Developmental Psychology, online


Kilde: Dagens Medicin


I dagens nyhedsbrev sammesteds fra har Sophia, som gik på årgangen under mig så følgende kommentar:


Far og sprogudvikling

v/ Charlotte

Vi har modtaget en mors reaktion på sidste uges artikel om fars betydning for børns sprogudvikling. Vi er meget glade for den slags indspark, og andre må selvfølgelig også gerne bidrage til diskussionen.
Selv kan jeg tilføje, at da et dansk/ungarsk par med to små børn læste artiklen, kom der denne observation fra den ungarske fader: "Det skyldes jo nok, at når faren en gang imellem åbner munden, så kommer der noget fornuftigt ud, og det er dette børnene bemærker".
Yeah, right!!

Men fra en mor, har vi modtaget dette:
Et lille MEN:
Jeg bliver nødt til at afvise resultatet om at børns sprogudvikling er afhængig af far! Jeg er gift med den tavse nordjyde, som kraftigt opfordret svinger sig op til et tjoooh, og i det hele taget ikke er særlig snakkesalig. Vi har et sæt tvillingedrenge på 4. De begyndte begge at tale, da de var 5 måneder - enkeltord jo jo, men det var rigtige ord i de rigtige situationer, f.eks. bad, mor, Holger og Tore. Holger lavede 5-ordssætninger da han var godt et år, og mestrede sammensatte substantiver et par måneder efter! De taler flydende, har et kæmpe ordforråd, perfekt udtale, og erkender bare, hvis der er et ord, de ikke kan huske: hvad er det nu, det hedder mor? Jeg tror bare, de arvede det efter mig - for rygtet siger, at det var på samme måde med mig - bestemt ikke med deres far, som først "talte rent" som 4-årig! Så det!

MVH Sophia Frovin
cand.phil. i lingvistik fra 1999


Gad så vist, om det ikke i virkeligheden er det, at børnene taler bedre og hurtigere, jo mere voksenkontakt de har?

1 kommentar:

Anonym sagde ...

god start