mandag, september 11, 2006

Sprogtest

I medierne for tiden kører der en historie om, at man skulle give sig til at sprogteste alle børn i 3-årsalderen! Ja hurra for det - lad os få noget mere uvidenskabelig konkurrence for de små børn. Al ære og respekt for at hjælpe de børn, der har behov for ekstra sprogstimulering eller speciel undervisning, fordi de er født døve eller har andre genvordigheder; men børn lærer altså ikke lige hurtigt - nogen snakker rent før andre, men de allerallerfleste kommer jo da heldigvis til at snakke, skriv og læse ganske udmærket alligvel. Så mon ikke man kunne bruge penge og kræfter på en meget bedre måde?
Jeg tror gerne på, at mange børn virker bagud med hensyn til såvel kommunikativ formåen som beherskelse af udtale og ordforråd; men jeg er også ganske sikker på, at det skyldes den hverdag, som de befinder sig i. Alt for mange timer om dagen er børnene overladt til at være sammen med nogen på præcis deres egen størrelse uden mulighed for sproglig stimulans. Børnehaver bliver større og større, og børnene opdeles på stuer efter alder. Så hvordan i al videste verden skal de små så få sproglig inspiration? De har de voksne at se og lytte på; og det er skam også vigtigt at høre de voksnes tale; men de skal også bruge deres sprog, og dér tror jeg på legen og tiden sammen med andre børn; som de så i øvrigt også kan lære af rent socialt ved samme lejlighed.

Ingen kommentarer: